Svar: begge er centrale støttepiller – og stridspunkter i velfærdssamfundet. Alle har en mening om dem, og få kan gennemskue, hvordan man styrer dem. Begge repræsenterer en koncentration af kompetencer og dermed potentiel magt, hvis udvikling i den ene og den anden retning kan påvirke alles velfærd betydeligt.
Problemet er, at hverken energiselskaber eller hospitaler kan udvikle sig optimalt og dermed levere mest mulig velfærd til samfundet, så længe vore politikere og myndigheder hele tiden ændrer på rammerne for deres virke.
De er de for vigtige til udelukkende at overlade dem til de professionelle. Men da de samtidigt er placeret midt i komplicerede magtspil om energi, miljø, sundhed og ikke mindst økonomi og velfærd, så forbliver de fleste borgere forvirrede tilskuere til de få indsigtsfulde aktørers politiske kamp om dem.
Når man i årevis på tæt hold har fulgt henholdsvis energiselskaber og hospitaler, får man ikke bare respekt for dem som centrale velfærdsinstitutioner; men man bekymres også over de politiske slagsmåls kortsigtede natur.
To nøgleord sætter efter min mening fingeren på en række dilemmaer knyttet til disse institutioner, nemlig incitamenter og identitet.
Incitamenter fordi energiselskaber og hospitaler er kapitalkrævende – og videntunge institutioner. Der skal fra starten investeres betydeligt, og det tager lang tid at bygge dem op og gøre dem velfungerende, fordi mange slags sagkundskab skal gå op i en højere enhed. Til gengæld kan de nedbrydes på kort tid, bl.a. fordi sagkundskaben altid er efterspurgt andre steder. Bliver det for surt, forsvinder den til mere attraktive opgaver.
Begge steder sætter lederne typisk rationel adfærd højt: analyse af vilkår i omverdenen, definition af målene for virksomheden og herefter planlægning af den korteste og i bred forstand billigste vej til disse mål. Politikerne, som på samfundets vegne optræder som ejere, gør klogt i at se alle de forskellige rammer, de sætter for energiselskaber og hospitaler som incitamenter – positive og negative. CO2-kvoter, pålæg om prioriterede energiformer, tilskudspuljer, ventelistegarantier, mellemamtslige afregningsprincipper er alt sammen reguleringer, som vil og skal påvirke rationelle lederes beslutninger.
Hvis man f.eks. som stat medvirker til at liberalisere et europæisk energimarked, slipper man på godt og ondt de sædvanlige markedskræfter løs. Er markedet reelt ikke i balance mellem mange små aktører, så vil aktørerne forsøge at være forrest i strukturudviklingen, i bestræbelserne for at blive større og bestemme sin egen skæbne mest muligt. Særligt i Danmark, hvor lidenhed er et uomgængeligt vilkår, må man gøre sig det klart, ellers risikerer man at gøre både aktørerne og samfundet til sikre tabere i den internationale strukturudvikling. At fastholde mange små enheder, er ikke en reel mulighed, når det europæiske marked er givet frit.
Identitet er det andet nøgleord. Nogle af samfundets mest veluddannede medarbejdere og ledere har deres virke på hospitaler og i energiselskaberne. Fagfolk, hvor professionens identitet i form af værdier og omdømme i andres øjne – spiller en meget stor rolle for deres indsats og engagement. Dermed får forventningerne fra samfundets mange interessenter en stor betydning. Selv kompetente folk kan dog blive forvirrede, hvis de f.eks. på den ene side skal holde hjul i gang, redde liv og velfærd og på den anden side skal tænke på kortsigtet økonomi. På den ene side skal man opbygge et miljø, hvor faglig udvikling er i højsædet, så fremtidens strømforsyning sikres og sundheden øges. På den anden side skal man levere effektiv service tæt på den enkelte borger, miljømæssigt bæredygtige løsninger, o.s.v.
Selvfølgelig må og skal samfundet stille krav til sine institutioner, men man bør også anerkende, at det kun er mennesker, der skal drive (el-)værket og (sundheds-)væsenet. Der er grænser for, hvor mange konfliktende krav og omskift i prioriteter, de kan håndtere og samtidig bevare en klar opfattelse af egen identitet.
Med Elsams køb af NESA har den jysk-fynske elproducent sat handling bag ordene for at præge sin egen skæbne og for at handle rationelt i det nuværende europæiske energi- og miljøpolitiske landskab. Tilsvarende er der med den ny bølge af hospitalssammenlægninger i mange amter omsider taget hul på en langsigtet tilpasning til de høje krav om udvikling, kvalitet og service. Men der er lang vej igen begge steder, og mange parter stiller i denne tid op med slæder og er parate til at tage en tur på tværs af de valgte kurser, uden nødvendigvis at have konstruktive alternativer.
De mange, som arbejder i energiselskaber og på hospitaler, har brug for størst mulig forudsigelighed i de incitamenter, der regulerer deres virke og som er med til at skabe deres identitet. Så bliver det nemmere for dem at se meningen med deres indsats og i sidste instans tjene alle os andre. Det fortjener vi.
Henrik W. Bendix